Dette er det første album i Vakse Viggo Serien, og det gør det nu ret godt.
Hvis man ikke allerede kender til Viggo, får man herigennem mulighed for at opdage ham på næsten samme måde som franskmændene gjorde det i 1957, da Franquin første gang lod Viggo dukke op i tegneseriemagasinet Spirou.
Det er ret sjovt at se og forestille sig, hvordan denne løjerlige person på mystisk vis og uden egentlig introduktion dukkede op på siderne blandt Splint og Kvik. Man følger nemlig tidens gang fra Viggo tegninger uden tekst, til Splints og Viggos første samtale, fulgt af Kviks mange frustrationer og beklagende undskyldninger over Viggos opførsel på albummets sider, frem til den første helsidet tegneseriestribe, ja helt til der hvor Viggo bliver et eget album, dog stadig med Kvik til at holde Viggo i ørerne.
Men hvem er så denne Vakse Viggo?
Tja, det er svært at blive helt klog på, da han knap nok ved det selv. Han ved bare at han har fået job på redaktionen, men han ved ikke hvad han skal lave, bare at DE sagde at han skulle komme. Og hvem DE så er, ja det er en endnu større gåde end Viggo selv.
Men det er nu også svært, når man ikke rigtig kan noget, og når alt hvad man rører ved går i stykker. Heldigvis har Vakse Viggo mange fikse idéer, som dog oftest er til stor hovedpine for Kvik, men til for underholdning for os som læserer.
Som siderne læses bliver man aldrig rigtig klar over hvad meningen med Viggo er. Han virker ikke til at have et mål. Han vil bare gerne have det godt. Så derfor anlægger han pools på 6. sal og laver skufferne mekaniske, så de er nemmere at komme til. Viggo er en opfinder! Det er der ingen tvivl om, og han vil det bedste for dem omkring ham, også selvom at det han gør ikke altid hjælper.
Og dette hjælpen, men fejlen, er vel noget vi alle kender til, og derfor er det også ret let at forelske sig i Viggo. Det er er nemt at sætte sig i hans sted, og nemt at få lidt medlidenhed med ham, på trods af at han af og til også laver narrestreger, men shh, sig det ikke til Kvik.
Frøken Grøn anbefaler 